Dragens frihed

Du må ikke.

Du kan ikke.

Du bør ikke.

For årets konfirmander har der været flere regler, end vi har haft lyst til. I lang tid måtte vi ikke mødes. Da vi endelig kunne ses igen, måtte vi hverken synge eller stå for tæt. Konfirmationerne blev udsat, for selvom kirken var åben i maj, så var det ikke til at holde en rigtig konfirmationsfest.

I august havde vi mere frihed til at gøre som vi plejer, så nu er de skønne konfirmander endelig blevet konfirmeret. De er blevet fejret med fester, sang og Guds velsignelse.

Det er svært for os, når vores frihed er stækket. Når vi ikke kan gøre, præcis som vi vil. Når der er noget, der binder os. Særligt når man er 14 år, og klar til at indtage verden. Allerhelst vil vi mennesker være frie til at gå vore egne veje og gøre, som det passer os. Uden at nogen eller noget holder os tilbage.

Hvert år får konfirmanderne en lille gave, som skal minde dem om konfirmationen og den tid, hvor vi forberedte os sammen til konfirmationsdagen. I år har konfirmanderne fået en drage.

Der var en gang en dreng, som havde en flot drage. Han havde selv bygget den, og han havde ventet spændt i flere dage på, at det skulle blive et rigtigt blæsevejr, så han kunne flyve med den.

Endelig kom dagen, hvor blæsten ruskede i træerne. Drengen gik ud på plænen. Han foldede dragens hale ud og kastede dragen op mod vinden, mens han holdt fast i snoren. Vinden tog straks fat i dragen og løftede den mod himlen. Sikke et syn. Den fløj perfekt. Nu tænkte drengen: ”Den skal højere op”, og han rullede mere af snoren ud, så dragen fik mere line. Og dragen steg længere op i skyerne. ”Den skal højere endnu”, sagde han til sig selv og gav al den line han havde tilbage, så han kun holdt fast i den yderste ende af snoren, mens dragen fløj smukt i vinden.

Nu var der ikke mere snor at give, men drengen ville have dragen endnu højere op. Dragen skulle være fri til at flyve så højt, den ville. Derfor tog han sin kniv og skar snoren over. ”Flyv frit,” råbte drengen, men dragen flakkede kun kort tid i vinden inden den faldt til jorden med et slag. For en drage kan kun flyve, så længe den har noget at holde fast i.

Det seneste år har været en prøve for alle, der godt kan lide friheden til at gøre, som man vil. For konfirmander, som har måttet lytte til alt det, man ikke må og ikke kan. Derfor har vi råbt efter at blive fri af alt det, som binder os.

Men selv den, der er fri har brug for at være bundet til noget. For hvis vi alle bare gjorde som vi ville uden at være knyttet til noget andet, hvem skulle hjælpe os, når blæsten bliver for hård? Når vi flyver i et uvejr, som ikke er til at bære alene? Hvad skulle vi navigere efter, hvis ikke vi kunne se, hvor vi kom fra? Hvad skulle vi gøre, hvis nogen skar den sidste line over?

Konfirmationen er en fejring af det bånd, som blev knyttet i dåben mellem Gud og os. Fejringen af et holdepunkt, et sted at vende tilbage til, når vi flakker i vinden og ikke ved, hvilken vej vi skal flyve. Fejringen af det gode bånd, som aldrig skæres over, men som altid holder fast i os, så vi kan flyve højt som dragen mod himlen.

Tillykke til årets konfirmander!

Morten Krogsgaard Holmriis