Salmer i kirken er tænkt som fællessang. En mulighed for at lade fællesskabet få vinger, når tonerne og de sproglige billederne flyder sammen. Derfor nyder vi alle at synge salmer, som vi kender godt.

Men der er ord i de gamle salmer, som er svære og som ligger langt fra vores sprog med hinanden, fordi de hører til i en anden tid. En af grundende til at vi prøver nye salmer af i kirken, er for at synge i et sprog, som vi lettere kan forstå. Sådan har man skrevet salmer igennem flere hundrede år – ja, en gang var Kingo, Ingemann og Grundtvig også grønne som salmeskrivere.

For et par år siden kom salmebogen ”100 salmer” – den indeholder 100 nyere salmer, som ikke er med i den tykke salmebog. Den har vi indkøbt til begge kirker.

Vi har besluttet, at synge en ny salme fra ”100 salmer” hver måned – en månedens salme. Salmen synger vi til alle søndagsgudstjenesterne – og måske også indimellem, hvis vi har en gudstjeneste en anden dag. Salmen passer til årstiden eller til teksterne, vi hører.

Her kan du læse om de næste måneders Månedens salme

Kh Morten

 

Februar

826. Guds nåde er en vintergæk
Simon Grotrian, 2006

I februar synger vi Simon Grotrians salme ”Guds nåde er en vintergæk”.

I påsken synger vi om påskeliljen. Påskeblomst, hvad vil du her?! Men vinteren har sin egen lilje, som tvinger sig vej op gennem græsplænen allerede inden sneen helt er væk. Vintergækken er der ikke skrevet så mange salmer over, men her er en, der bruger vintergækken som et billede på Guds nåde.

Simon Grotrians salmer er ikke så letlæste. Hans poesi er ikke hverdagssnak. Han synger om Guds rige der er som en ammesø, om alfarvej og hemisfærer.

I starten slog jeg mig på hans salmer, fordi de var lidt for avantgarde og utilnærmelige. Men måske skal alle salmer ikke være lettilgængelige – måske er det helt ok, at der er salmer, som har noget gådefuldt over sig. Som rummer den gåde, som i virkeligheden er det, vi synger om, når vi synger om Guds kærlighed og Guds nåde. I hvert fald er der stof til eftertanke!

 

Marts

892. Troen er ikke en klippe
Jens Rosendal, 1987

Se det er ikke nogen ny salme vi synger i marts – ja den er faktisk over 30 år gammel, men den blev ikke optaget i de fines selskab, da vi fik salmebog sidst i 2003. Den er kommet med her, og det er godt. For det er en dejlig salme, som giver et billede af en tro, som for mange kan være lette at finde mening i.

For når vi siger trosbekendelsen i kirken, så kan det jo lyde helt fakta-agtigt – ja, næsten som varedeklarationen på en spegepølse. Men troen er ikke en klippe, som bare står fast og urokkeligt. I hvert fald ikke for ret mange.

Tro er derimod meget mere flyvsk. Straks som den er der, så kan den forsvinde igen. Tro er tillid og håb, men aldrig noget, som kan mejsles i sten eller trykkes i en indbunden bog.

Måske er det sundt for os, at synge en salme, som tager troen derud, hvor vi af og til kan finde os selv - nemlig på gyngende grund.

 

April

804. Det sused af vinger i luften i nat
Lisbeth Smedegaard Andersen, 2010

I april kan vi håbe, at foråret er i fuld flor. Påsken falder sent i år, og vi vil synge Lisbeth Smedegaard Andersens salme hen over påskedagene. Måske ikke til alle gudstjenesterne, men til flere af dem.

Salmen er fuld af naturbilleder. Det er hendes salmer tit – og tit er der fugle med, ligesom i denne salme. Om fuglene skriver digteren selv: ”Fugle er gamle symboler. De kan varsle død og ulykke, men først og fremmest er de billeder på drømme og håb og på sjælen, der frit svinger sig mod himlen” (På vinger af håb, 2012)

Fuglene svæver mellem himmel og jord, og man kan måske sige, at fuglen er et billede på forbindelsen mellem himmel og jord. Mellem det dødelige og evige. Og når vingerne suser i luften – og når vi synger salmen – så mærker vi måske det håb, som vi kan leve på, når der er forbindelse til det evige.