Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Duo på flere tangenter i Als kirke

OKT
12

Duo på flere tangenter i Als kirke


Tirsdag d. 12. oktober 2021, kl. 19:30
Als Kirke, Kirkevej 41, Als, 9560 Hadsund
Niels Ole Sørensen og Lisbeth Eilrich Iversen
Duo på flere tangenter i Als kirke

Tirsdag den 12. oktober 2021 kl. 19.30, får flyglet i Als Kirke fint selskab! Niels Ole Sørensen kommer nemlig med sit store Hammond B3-orgel, og sammen med Lisbeth Eilrich Iversen, der tager sig af flyglets tangenter, spiller de to jazzificerede versioner af salmer, danske sange og evergreens fra jazzens verden.

Begge musikerne er organister, men har sideløbende med kirkearbejdet spillet jazz i mange år. Niels Ole Sørensen (organist i Bangsbrostrand Kirke ved Frederikshavn) er blandt meget andet formand for ’Jazzdage i Tversted’ og gav for et par år siden en uforglemmelig koncert i Als Kirke sammen med sit Hammond orgel, en guitarist (Uffe Steen) og en trommespiller (Esben Bach).

Denne gang har han allieret sig med Lisbeth Eilrich Iversen, der til daglig er organist i Skæring ved Aarhus. Også hun er en gammel kending for Als-publikummet, da hun både har spillet til en julekoncert med Als-Øster Hurup Kirkekor sammen med Mimi Barkmann fra Hadsund, og til en jazzandagt på havnen i Øster Hurup, også sammen med Mimi Barkmann.

Begge organister arrangerer salmer og sange i jazzstil, og denne aften folder de sig ud i begges arrangementer - nogle af deres arrangementer flettes oven i købet sammen i nye, spændende konstellationer.

Flyglet i Als Kirke, der jo mest benyttes til akkompagnement til sang, solo såvel som menighedssang, indgår denne aften i en spændende samklang med et instrument, det normalt ikke spiller sammen med. Det bliver en aften, hvor nye klange og spændende ny-versioner af kendte melodier vil give det velkendte et nyt, musikalsk twist!

Der er gratis adgang og kirkebil kan som altid benyttes.