Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Bagt med kærlighed

Bagt med kærlighed


# Jane Jelsbak
Udgivet torsdag d. 16. december 2021, kl. 15:48

Når jeg er hjemme hos en, der lige har mistet sin nærmeste, sker det ofte, at det banker på døren, mens vi sidder og taler sammen. Det kan være en nabo, der lige vil kondolere med en buket blomster fra haven, en kollega med en æske chokolade fra kollegerne eller en god ven af familien med et måltid til fryseren. 

Når det sker, tænker jeg på, om disse betænksomme mennesker, der kigger forbi en familie i sorg, mon står med en følelse af utilstrækkelighed i døren. En følelse, som ledsager mange af os i mødet med dem, der har mistet.

For hvad skal man dog sige eller gøre?
Hvad kan man sige og gøre?

En tærte eller en buket er jo ingenting i forhold til den katastrofe, der har ramt. Det ved vi godt. Vi flytter ikke ind og gør alle de ting, den døde skulle have gjort. Vi kommer ikke med alle mulige gode ideer. Vi tager ikke sorgen fra de sørgende, for det er der ingen, der kan. 

Vi kommer bare som dem, vi er
Uanset hvad vi gør eller siger, så skaber vi ikke nogen stor forandring i den ramte families liv. Alligevel svarer vores besøg til de barmhjertighedsgerninger, Jesus kræver af os, når han siger: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”. For der er ikke noget så enkelt, som at give den sultne noget at spise og hente et glas vand til den, der er tørstig. At hente en trøje til den, der fryser. At se til den syge og besøge den, der er i fængsel. Ikke flotte gerninger, som andre lægger mærke til, ikke krævende gerninger, som vi ikke kan magte, men små, uanselige gerninger, som enhver kan klare.

Som at besøge dem, der sørger…
For nok er det bare et lille besøg, måske blot et kvarters afbrydelse i sorgen. Men det betyder dog, at den sørgende får den smule lindring, der ligger i at stå ansigt til ansigt med mennesker, der vil en det godt. Det lille besøg lader den sørgende mærke, at der stadig er noget, der er normalt og noget, der er godt, i en tilværelse, der er faldet fra hinanden. 

Da min veninde mistede sin mand i sommerferien, besøgte jeg hende kort efter dødsfaldet. Hun serverede et stykke kage for mig og fortalte, at damen, der havde bagt den, havde sagt, at hun slet ikke havde haft mel nok til at bage den, så hun havde spædet den op med andre forhåndenværende ingredienser. Men - tilføjede min veninde - damen havde også sagt, at den var ”bagt med kærlighed”.
Og det var tydeligt, at det varmede min veninde at få sådan en kage. Selvom den ikke gjorde nogen forskel på sorgen, så gjorde den det måske lettere at komme igennem lige præcis den dag.

Vi kender det fra vores eget liv. At selv ganske små barmhjertighedsgerninger kan være livgivende. At den venlighed eller omsorg et andet menneske viser os, en kop kaffe, en blomst, et par varme ord, kan være det, der gør, at vi holder os på benene.

Overraskelsen er, at Jesus fortæller os, at de små ting vi gør, forbinder os med Vorherre selv. Alt det, vi gør mod hinanden, det gør vi i virkeligheden mod ham. Det kommer måske helt bag på os. Men forklaringen skal findes i julenat. Da himlens kongesøn bliver født af en kvinde på jorden, bliver han en af os. En af de mindste små, oven i købet. Vi kalder ham Gud-med-os, Immanuel, på hebraisk. Det bliver han julenat, da han får en krop og et liv som vores. Fra da af kan han sulte og tørste og fryse og lide og tages til fange som en af os. Og dø som en af os. Og det holder han ved, også nu, da han sidder som kongen på sin himmelske trone. At han stadig er et med de mindste små på jorden. Så det er dér, vi møder ham – i mødet med dem, der har brug for os. 

Jane Jelsbak