Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Hanne Munk skriver - Fællessang

Hanne Munk skriver - Fællessang


# Hanne Munk
Udgivet mandag d. 30. august 2021, kl. 11:24

Under corona-nedlukningen blev fællessang alleseje!

Der blev sunget fra altaner og hjemme i stuerne, hvor Phillip Faber og siden Katrine Muff spillede og sang og fik os til at synge med på både kendte og nye sange fra Højskolesangbogen.

For sang og musik gør noget ved os, hjælper os med at få livsglæden frem igen, når den har gemt sig for os.

Nogle gange er det teksten i sangen, der taler til os. Minder os om at livet stadig er stort og godt, at trygheden findes, at vi ikke er alene, men at vi er fælles om dette at være menneske, at føle og tænke, sørge og le. Man kan være lidt genert over selv at synge med! Jeg kan huske, da jeg startede i kor i Astrup. Jeg har aldrig været den store sanger – men når der var kor om aftenen, gik jeg og småsang og varmede op i løbet af dagen, og det hjalp gevaldigt! Og de smed heldigvis ingen ud, heller ikke mig.

Vores organist Dan Selchau har skrevet om børnekor og koncerter i det seneste kirkeblad, derudover synger vi jo til gudstjenester og aftensang. Sang kæder ofte det vi gør i folkekirken sammen.

Alle er velkomne til at tage del i et godt fællesskab med masser af sang og musik.