Om påskestemninger | Kirkerne i Hadsund Provsti

Om påskestemninger

Om påskestemninger


# Peter Grove
Udgivet tirsdag d. 7. april 2020, kl. 17:14

Af Kst. sognepræst Peter Grove

”Påskemorgen slukker sorgen”, synger vi med Grundtvig (Den danske salmebog, nr. 230). Det er også Grundtvig, der i en kendt julesalme, Velkommen igen, Guds engle små (nr. 99), får os til at bede: ”lad julesorgen slukkes”. Er der altså også noget, man kan kalde påskesorgen? Findes der som modstykke til julestemningen en særlig påskestemning? Hvad er det i så fald for en sorg eller stemning? Det skal der reflekteres lidt over her.

I har måske hver især ud fra de få eller mange gange, I har oplevet påsken, jeres svar på det. Eller også tænker I, at spørgsmålene er malplacerede, for er stemning ikke noget meget flygtigt og subjektivt, som der ikke er grund til at hæfte sig ved? Der er nu meget, der tyder på, at stemninger spiller en meget vigtig rolle i vores liv. De forklares af fagfolk gerne ved afgrænsning fra følelser, selv om grænsen er flydende. Begge dele er noget emotionelt, men hvor en følelse er rettet mod noget bestemt, er stemningen det ikke. Med et ofte anført eksempel, der går tilbage til Søren Kierkegaard: Frygt er frygt for noget og dermed en følelse; angst derimod er en stemning, for den er angst for det ubestemte, for tomheden. Sammen med dette hænger andre kendetegn: Stemningen har gerne en vis varighed, og den præger hele ens sindstilstand og tillige ens forhold til verden: For den triste forekommer alt andet også trist og mørkt, mens det for den glade synes positivt og lyst. I øvrigt står en del stemninger som modsatte poler i forhold til hinanden: Der er opløftede, og der er nedtrykte stemninger.

Nu var spørgsmålet, hvad påskesorg er for noget. Det må i første omgang være langfredagssorgen – sorgen hos disciplene og hos kvinderne, som påskeevangeliet fortæller om, over Jesu forsmædelige død på korset langfredag. Det var sorgen over at have mistet den, de holdt allermest af, ham, der havde givet deres liv retning og mening. Hos disciplene var det nok også sorgen over, at de alle som én havde svigtet Jesus, altså sorgen over dem selv, som kaldes anger. Men det kan lige så vel være vores sorg. Sorgen over tabet af vore kære og over, at vi selv skal dø, eller sorgen over ”den lille død” i form af for eksempel vores svigt, selvopgivelse og mismod. Måske betyder påskesorgen noget særligt for os i år, hvor covid-19-epidemien pludselig har vist vores egen og samfundets sårbarhed og kan gøre os nedtrykte og bange.

Er langfredagssorgen altså påskestemning? Sorg er måske ikke uden videre en stemning, for vi føler jo sorg over noget. Og så alligevel. Ofte sætter og breder sorgen sig som en stemning i sindet, sådan at den giver alt andet tone og farve.

Mere præcist er langfredagssorgen dog kun én af påskens stemninger. Det fremgår af evangeliet til påskesøndag. Det fortæller om en nedtrykt følelse, som englen og dens budskab om Jesu opstandelse frembringer. Det er frygten, som bestemmer Maria Magdalene og den anden Maria og endnu mere vagterne ved graven, som ”skælvede af frygt” og ”blev som døde”. Men hos kvinderne har frygten en modpol: De gribes ved englens glædelige budskab samtidig af en stor glæde.

Også glæden veksler mellem at være en følelse og en stemning: Den er glæde over noget bestemt og kan samtidig gøre hele sindet lyst og let og åbne én for omverden og for andre. Sådan må man gå ud fra, at den hos de to kvinder også har overvundet frygten. Det kan den også gøre hos os. Her har vi den egentlige påskestemning. Den har påskesorgen som baggrund, for den er den slukkede påskesorg. Det er den, der særlig træder frem i Grundvigs salme:

Rigmor Serup; Påske

Påskemorgen slukker sorgen, 

slukker sorgen til evig tid.

Den os har givet lyset og livet,

lyset og livet til dagning blid.

Påskemorgen slukker sorgen,

slukker sorgen til evig tid.

Glædelig påske!


Rigmor Serup: Påske (olie på lærred; © Rigmor Serup)