Udgivet tir d. 3. dec 2019, kl. 05:00

Som barn var jeg mørkeræd. Ja, det kan jeg faktisk godt være af og til stadigvæk, men jeg var det nok særligt som barn. Og som så mange andre børn – måske især drenge – ville jeg ikke indrømme det.

Jeg har brugt meget af min barndom i FDF, og når vi vandrede afsted på natløb, så prøvede vi at overbevise hinanden om, at der ikke var noget at være bange for i skoven. At der ikke var nogle, der ville forskrække os. At vi ikke ville blive væk på vejen igennem natten. Det hjalp ikke. Ja, det var nærmest som om, der blev mere og mere mørkt, jo mere vi talte om mørket. Træerne kom til at ligne monstre. Vindens susen blev som små skrig i natten. Jo mere vi talte om, at der ikke var nogen, der ville forskrække os, jo mere ventede vi, at nogen ville springe frem fra sit skjul. Vi glemte først mørket, når vi talte om noget andet. Når vi fortalte gode historier. Sjove historier eller måske om de gode oplevelser, vi havde haft sammen. Når vi i stedet talte om det gode, og det vi godt kunne lide, så glemte vi mørket. I hvert fald nogle minutter ad gangen. 

”Der er meget at være bange for”, er der flere der siger, når de nævner alle de ting, der kan gå galt. Og det kan være, at de har ret. Vi lever i en verden, hvor der er meget, som er usikkert. Lande, der opruster og viser tænder. Og hvad med øko-nomien, folkesundheden og klimaet? Aviser og nyhedsudsendelser er fulde af ord og billeder om det, vi kan være bange for. Ord som vi gentager for hinanden, og som sjældent gør os mindre bange, end vi i forvejen var. I stedet kan det ske, at frygten kommer til at brede sig, så vi lige pludselig ser farer i det mindste. Vi kigger på dem, vi ikke kender med skepsis og vender ryggen til det, som er fremmed for os, fordi vi tænker, at det kan være farligt.

Men mørket er ikke alt. Endda er der meget, som fylder langt mere. Når man i 2000 år har fortalt om det lille barn i betlehemskrybben, så er det for at overbyde for-tællingen om mørket. For julens budskab er ikke, at mørket ikke findes. Bestemt er der masser af ting, vi kan være bange for, men mørket er ikke alt, der er at sige. Julens fortælling fra stalden og om hyrderne og englene på marken er ord, som vil pege på alt det andet, og på den måde holde mørket i strakt arm. Pege på det, som er langt stærkere. For fra det lille jesusbarn, der går fortællingen om kærlighed, håb, fred og fællesskab, og et løfte om, at verden er fyldt af lys og varme, også når vi har stirret os blinde på mørket. Et løfte, som vandrer på tværs af landegrænser og som ikke ser de forskelle, vi bekymrer os om, men som i stedet lyser på alt det, vi har til fælles, så vi åbner os for hinanden.

Vi har brug for de gode fortællinger, hvis mørket ikke skal overmande os, og måske netop derfor fyldes landets kirker til bristepunktet hver eneste år i julen. Fordi der i fortællingen om lyset er mere at hente end i fortællingen om mørket. Lad os tage den fortælling og alle de andre gode fortællinger med os, når vi møder hinanden.

Morten Krogsgaard Holmriis 

Kategorier Morten Krogsgaard Holmriis