Udgivet tor d. 28. nov 2019, kl. 10:36

Fra december kan I møde mig som konstitueret sognepræst i Als-Øster Hurup Pastorat, mens Iben Brejner Højgaard fortsat har orlov. Jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv.

Jeg voksede op i Mammen sydøst for Viborg og blev student fra Viborg Katedralskole. Efter et ophold på Ryslinge Højskole begyndte jeg på teologistudiet ved Aarhus Universitet, hvor jeg blev færdig i 1985. Jeg blev dog ikke umiddelbart præst, som det oprindelig var tanken, men universitetslærer. Jeg virkede først et par år ved Københavns Universitet og vendte så tilbage til Aarhus Universitet, hvor jeg i 2005 blev dr. theol. Via forskningsophold og ansættelser som gæstelærer og vikar forskellige steder i Tyskland kom jeg til Flensborg Universitet. Her underviste jeg til 2017 i teologi for religionslærere.

Drømmen om at blive præst blev dog liggende nedenunder, og sidst i tiden i Flensborg bestemte jeg mig for at forsøge at virkeliggøre den. Jeg følte mig godt rustet til arbejdet som præst: teologisk velfunderet (den røde tråd i mit arbejde i teologien har været at undersøge udfordringerne for kristendom og kirke i en moderne verden) og med stor erfaring med undervisning og vejledning af unge voksne og også en del livserfaring. Min første ansættelse som præst blev i et barselsvikariat i Arden fra 2018, og her i efteråret har jeg været konstitueret som sognepræst i et bysogn, nemlig Ellevang Sogn i Vejlby/Risskov i det nordlige Århus. Jeg har prøvet kræfter med alle en præsts vigtigste opgaver og har ikke et øjeblik fortrudt jobskiftet.

Det glæder mig, at jeg nu kan fortsætte i Als og Øster Hurup med afstikkere til Skelund og Visborg. Jeg ser meget frem til samarbejdet med kolleger, menighedsråd, organister, kirkesangere og kirketjenere og ikke mindst til at møde jer, der bor i sognene.

Jeg bor med min kone i Vejlby i Århus. Vi har to voksne døtre.

 

Peter Grove

Kategorier Als