Udgivet tor d. 28. nov 2019, kl. 10:12

I starten af 2016 blev Skelund Kirke ”Grøn Kirke”.

Dengang skrev vi i kirkebladet: Grøn kirke er et fælleskirkeligt initiativ under Danske Kirkers Råd, som har til formål konkret at vise taknemmelighed, respekt og omsorg for Guds skaberværk. Samtidig kan en større omtanke i forbruget af ressourcer og mindre belastning af miljøet sandsynligvis betyde, at vi sparer penge, som vi så kan bruge på kirkens liv og vækst.

For at blive anerkendt som grøn kirke er der en række kriterier vi skal opfylde. Der stilles krav til vores gudstjenesteliv og undervisning, til vore indkøb og energiforbrug, og til vores håndtering af miljø i forhold til affald og forbrug af gødning og gift.

Hvordan er det så gået siden?

Der er stadig stort engagement fra personalets side, og der er indført mange forbedringer.

Kirkens udvendige belysning om vinteren er nu med LED-lys, som bruger meget mindre strøm.

Der er plantet stauder på kirkegården for insekternes mangfoldighed og for skønheden.

Et område af kirkegården til skovbegravelse får lov til at gro ”vildt” og tiltrække insekter og smådyr.

Der bliver affaldssorteret og genbrugt materialer fra kirkegården.

Der sprøjtes ikke med gift hverken på kirkegården eller i præstegårdshaven.

Vi handler lokalt og gerne økologisk og genbrug.

Der bruges batteri-hækkeklipper, så miljøet og graverpersonalet spares for benzin-os.

Inde i kirken har vi sat forsatsruder på kirkens vinduer.

Til kirkekaffe bruges ikke engangsservice, men porcelæn som vaskes op.

Vi bruger økologisk fairtradekaffe.

Vi bruger genopladelige batterier.

Stearinlys, som forurener luften og soder, er blevet erstattet med olielamper – også i alterlysene.

Kirkehuset er blevet efterisoleret og tilsluttet fjernvarme. Alt lys er LED.

Vi holder nogle udendørs gudstjenester i løbet af året.

Alt i alt har vi gavnet miljø og klima – og sparet penge, og der er flere tiltag på bedding, så det er godt, og det bliver endnu bedre!

Menighedsrådet

Kategorier Skelund