Udgivet tor d. 28. nov 2019, kl. 09:51

På døren ind til mit kontor hænger et flettet julehjerte.

Det er egentlig ikke fordi, det er specielt kønt. Slet ikke. Det er vel nærmest en katastrofe, set med æstetiske briller. Det er flettet sammen, så det ikke kan åbnes, og den ene flettestrimmel hænger udenfor.

Glanspapiret har grå striber efter at være fedtet ind i lim, og i midten af hjertet sidder mønstrene helt skævt, skønt de egentlig ser ud til at være sirligt klippet.

Nej, det er ikke den umiddelbare pynteværdi, der gør dette hjerte særligt.  

Det gør i stedet det, hjertet fortæller.

 

Først ville Clara i sin 14-årige ærgrelse over dets skævheder smide hjertet væk, men fik så alligevel øje på noget andet, dette julehjerte kunne, når nu det ikke var den harmoniske skønhed, det udstrålede…

”Ved du hvad”, sagde hun. ”Det her hjerte siger i virkeligheden meget om livet, gør det ikke?” Og efter et grundigt kig på Claras kreation, måtte jeg give hende ret. Claras julehjerte sagde lige præcis noget om livet.

Ofte er livet nemlig flettet sammen således, at man ikke rigtig føler, man kan komme ordentligt ind i det. Det kan være fedtet ind i den lim, man helst skulle have brugt indvendigt, men som nu har sat sig i uskønne skjolder udenpå.

Det kan også føles helt skævt, og tit hænger der lidt udenfor, noget som egentlig skulle have været indflettet, for at gøre det samlede indtryk pænt og harmonisk.

Claras charmerende skæve hjerte, er et rigtigt julehjerte.

 

Julen er hjerternes fest, siger vi jo med en kendt kliché.  Men måske er det på tide at se lidt nærmere på de hjerter, vi her i julen fejrer. For hjerter fås i mange afskygninger og i flere tilstande. Nogle er runde, mens andre igen er lidt mere kantede. Nogle bliver let berørt, mens man ved andre skal væbne sig med tålmodighed og stor konduite, for at få lov at komme i nærheden af de bløde punkter.

Julen er en højtid, der hos mange mennesker rammer de bløde punkter. Fordi julen er sat sammen af så mange lag i et menneske: Årene der er passeret, forventninger om de år, der skal komme. Julen er bygget op af både sorger og glæder og er, lidt som Claras julehjerte, flettet sammen af minder, håb – og tro sammen med alt det, vi ikke ved, hvordan vi skal få til at passe ind.

 

Julen handler om alt det, der får et hjerte til at le og til at bløde. Den handler om at det brudte heles, og at mørket fordrives af lyset - med Kristi fødsel.

For heldigvis behøver hverken Claras julehjerte eller vores, at være til stede helt alene i verden. For Gud blev menneske, for at vi skulle se og forstå, at vi aldrig er alene.

 

Claras julehjerte hænger på døren – og dér synes jeg egentlig, det skal blive hængende. Gerne langt ind i det nye år også. Fordi det minder om, at livet med alle dets løse ender og sammenklistrede dele, Gud ske lov, ikke skal kunne klares helt på egen hånd.

Vi er skabt til forbindelse. Med Gud og med hinanden. Vi er skabt til at berøre og til at lade os berøre. For kan vi overhovedet være til stede uden? At blive berørt får os jo også til at se!

De situationer, de ord og musik, den poesi, der ikke rammer hjertet – rammer faktisk ingen steder.

Så velkommen jul! Tag blidt om vore hjerter og hjælp os til at se og til at mærke livet, der - som Claras julehjerte - er forbavsende smukt og stærkt, trods dets skæve kanter, skjolder og pletter.

 

Glædelig jul

 

Kategorier Anna Holbæk Mejlhede