Udgivet man d. 2. sep 2019, kl. 13:37

Af sognepræst Anna Mejlhede

Der er noget særligt over september. 

Himlen virker mere blå end på andre årstider og lyset så klart, at det nærmest går lige igennem en. 

For nogle mennesker er der også noget sørgmodigt over efteråret, når naturen begynder at lukke sig til og gemme sig væk for kulden. Det kan virke så trist, at alt den hygge, leg og varme, sommeren bød ind med, nu tynder ud i takt med at mørket kryber længere ind i dagene. 

Efteråret skubber til erkendelsen af, at vi er forgængelige og minder os om, at vi skal huske at bruge vores tid og dermed –huske at sætte frø. Vi skal så verden til med den skønhed, der ligger i dét hver enkelt af os har at give. Det som skal spire og vokse og sætte kærligespor, som er her længe efter, vi selv er væk. 

”Ingen er uundværlig, men enhver er uerstattelig.” Sådan står der i forordet til bogen ”Det uerstattelige” af den danske filosof Peter Kemp. 

Det første kan der ligge en form for befrielse i, altså, at vi ikke er uundværlige. Alting står og falder med andre ord ikke altidmed, hvorvidt vi nu kan præstere det ene eller det andet. Men til gengæld vil der aldrigvære nogen i hele verden, som kan erstatte lige præcis den, vi hver især er og dét vi bidrager med. Uden netop voresspor, de frø vi sår, bliver verden en lille smule fattigere, for ikke at sige kedeligere... Vores spor vil mangle i den store sammenhæng, hvis vi kun tør liste os lydløst rundt på kanten af verden uden at vise, at vi også er en vigtig og umistelig del af den store sammenhæng. 

Enhver af os har en opgave med at så. Tage en ordentlig favnfuld omtanke, venlighed, mod og omsorg -og kaste rundhåndet omkring os med det hele, lige dér hvor vi nu færdes i verden. Med hænderne fulde af alle disse frø vi sår, bliver det måske lidt lettere at tage imod livet, som det er: Med sommerskønhed og vinterkulde, besværligheder og vidunderligheder.

”Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.”

fra salmen ”Nu falmer skoven” af N.F.S. Grundtvig 1844

Kategorier Anna Holbæk Mejlhede