Udgivet tir d. 11. jun 2019, kl. 13:00

Af sognepræst Anna Holbæk Mejlhede 

Der er næsten ikke noget, der som kærlighed og pinse, kan få mennesker til at blive tavse. 

Pinsen handler om noget, der er så abstrakt og underligt, at det er svært at sætte ord på, der bringer os tættere ind på livet af den. Det pinsen er, kan man nemlig ikke fortælle eller forklare frem – den skal sive ind ad helt andre kanaler. Og det er samme kanal som den, kærligheden vækkes til live i. 

Pinsen og kærligheden er ét. De har samme væsen, og samme tavshed.

En tavshed der kommer, når noget ubegribeligt og fantastisk pludselig lyser op og bliver klart for os, uden at vi ved, hvordan.

At se uklart er ellers et vilkår, vi må leve med. Verden fås ikke i nogen anden udgave, end den utydelige. Fordi der er meget, vi ikke forstår. Både hos os selv og andre. Og hvis uklarheden overmander os, gør den os usikre. Så famler vi os frem, vælter måske noget på vejen, og misforstår hinanden, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal forstå det, der bliver sagt til os. 

Hvis en opgave er uklar, får vi svært ved at løse den – ligesom vi ikke kan følge et ritual, som ingen har indviet os i først.

Det klare derimod, det gør os trygge og skaber tillid mellem mennesker. 

Vi forstår og fornemmer alting gennem det jordnære. Derfor døber vi med vand – et af symbolerne på netop Helligånd. Og vi deler brød og vin ud til alters. I stedet for blot at tale om Guds uendelige kærlighed. Hvis ikke vores sanser har noget at lave, falder vi jo i søvn.

Eleverne i skoleklassen sover, når deres verden ikke bliver berørt af det, der undervises i. Og vi står af, når vi hører om et under, hvor det susede som af en kraftig vind fra himlen og ildtunger satte sig på apostlene i Jerusalem – 50 dage efter påske – og fik dem til at tale så alle forstod dem.

Vi står af, fordi vi mangler det led, der kan forbinde dén historie til vores historie. Til vores liv. 

Det er altid nemmest at forholde sig til det synlige eller til det, vi provokeres af. Også når det gælder vores tro. Vi kan bedst forholde os til den side af kristendommen, der er handling i og drama omkring.

Ildtungerne, som apostlenes gerninger fortæller om, giver os ikke nogen billeder, vi forstår.

Vi kan ikke SE sandhedens ånd, for Ånden – den skal vi lære at kende.

Helligånden i sig selv er den kraft, der gør det, vi siger og det, vi gør, levende. Ånden er det, der afgør, om noget berører os. 

Der er noget ved pinse, der får os til at blive forlegne og stille – fordi vi overhovedet ikke kan forklare, hvad det er. Pinsens budskab sætter sig et sted, hvor vi ikke selv kan nå ind. Og måske er det lige præcis det, der er meningen? Altså at dét pinsen handler om, skal nå os der, hvor vores egen forståelse og fatteevne holder op. Så der bliver plads til en anden måde at forstå på? 

Kom, due! At kærligheds varme kan findes

i inderste ånd!

Lad alt, hvad dig kender, nu mere forbindes

i kærligheds bånd

Sådan synger vi i Brorsons pinsesalme, ”Kom regn af det høje” 

At lade sig forbinde i kærligheds bånd, er ikke kun noget, der sker mellem to mennesker i en vielse. Det sker, hver gang vi mærker fornemmelsen af forbindelse. Til Gud, til hinanden og til naturen. 

Helligånden gør os stille, fordi den gør noget stort ved os.

Den skaber liv, sammenhæng, kærlighed og forståelse.

Glædelig pinse!                                                                                                                                              

Kategorier Anna Holbæk Mejlhede