Udgivet ons d. 8. maj 2019, kl. 16:04

Af sognepræst Morten Krogsgaard Holmriis

Hvad hjertet er fuld af


Når æbletræets hvide gren strør blomster på min trappesten og luften har det lyse skær af nyudsprungne bøgetræer - så ved jeg det igen er maj og sommer er på vej Lisbeth Smedegaard Andersen - Månedens salme i maj

I kender sikkert lige så godt som jeg, at man får sagt mere, end det var meningen. En hurtig bemærkning eller når bølgerne går højt, og så får man sagt det højt, som man måske skulle have nøjedes med at tænke.

”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”, siger en anden tørt i baggrunden. Øv, ja!

Foråret fylder os op i øjeblikket, om lidt er det forhåbentlig sommersol og varme, der fejer benene væk under os. Foråret banker på og kalder os ud til et nyt liv. Dagene bliver længere og lysere. Bøgen springer ud og gør kedelige grå grene til grønne farveeksplosioner. Æbletræerne sætter knopper og pynter haverne med skønne hvide blomster, der daler stille ned i vinden.

Det er tiden, hvor vi snakker over hækken med naboen. Det er tiden, hvor vi stopper op på fortovet og hører, hvordan det går, for nu bider vinden ikke længere af os og jager os hjem til fjernvarmens lune. Foråret fylder os med en særlig kraft. En særlig ånd.

Forår bliver til pinse. Pinsen er nok en af de kristne højtider, som er allersværest at få greb om. Men i pinsen hører vi også fortællingen om en særlig ånd. Om hvordan disciplene fyldes af en ånd, som tager magten over deres stemmer så de pludselig taler med fremmede sprog og fortæller om Gud. En ånd som gør, at disciplene fortæller vidt og bredt om håb og tro, fordi deres hjerter fyldes af noget himmelsk.

Hjerterne kan fyldes af så meget, og munden kan også løbe over med det meste. Og heldigvis kan hjerterne også fyldes af ånd og glæde. Af pinsesol og sommerlatter. Af alt det, som gør livet stort og rigt, og som kan gøre vinter og mørke til glemte kapitler. Det er værd at gøre hjerterne fulde af, og lade munden løbe over med.


Kategorier Morten K. Holmriis