Udgivet ons d. 13. mar 2019, kl. 12:26

I skrivende stund er det den 2. februar og dermed kyndelmisse eller – for at tale jysk – kjørmes. Hvor det fejres i kirken, som det efterhånden sker mange steder og også her i sognet, er det med en gudstjeneste, som har lyset som tema, og det spejles i, hvad der sker udenfor: Trods sne og kulde tager sollyset til.

Det kan få én til at fundere over kirkeårets forhold til årets gang i almindelighed. Kirkeåret er rigtignok i udgangspunktet uafhængigt af året med dets årstider. Men der er også sammenhænge. 

For eksempel ved julen. ”Jul” var de gamle nordboers ord for deres vintersolhvervsfest, som blev fejret med rigeligt med mad og drikke.
At det blev til betegnelse for vores fejring af Kristi fødsel, skyldes kristnes forsøg på at overtage de gamle former og fylde dem med nyt indhold – en fremgangsmåde, man ofte ser i religionshistorien. Man kan diskutere, hvorvidt den lykkedes i dette tilfælde. I hvert fald blev resultatet vores juls skønne forening af folkelige og kristne
elementer. 

Noget lignende gælder for kyndelmisse. Den var indtil engang i 1700-tallet en hellig-dag, hvis officielle navn var Mariæ renselsesdag, og i den katolske tid var det også den dag, hvor man indviede de lys, som skulle bruges resten af kirkeåret. Deraf
kommer ordet kyndelmisse, som betyder lysmesse. Men 2. februar var også mid-vinter, altså midten af vinterhalvåret regnet fra 1. november til 30. april. Til mid-vinter var der knyttet mange folkelige traditioner, som nok går langt tilbage. Her tog man varsler af vejret: ”Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø”; blæser det ved kyn-delmisse så meget, at ”atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden”, da er foråret på vej (det kunne tyde på, at det i år vil trække ud med foråret, og at ud-sigterne for høhøsten er fifty-fifty). Bonden gjorde forrådet for resten af vinteren op, og dette og det tilbagevendende lys blev fejret med et stort gilde med god mad, øl og brændevin.

Eller tag de salmer, der vil blive brugt i de næste måneder, og som poetisk forbinder påsken med foråret og pinsen med den tidlige sommer. For eksempel synger vi, at ”som forårssolen morgenrød stod Jesus op af jordens skød” (Den danske salmebog, nr. 234), at ”naturen holder pinsefest” (nr. 723), og at når ”i al sin glans nu stråler
solen”, og ”det vifter hjemligt gennem løvet”, så skyldes det Helligåndens komme (nr. 290).

Alle disse forbindelser mellem kirkeåret og dets højtider på den ene side og årets gang gennem vinter, forår, sommer og efterår på den anden side drejer sig om
solen og lyset. Men hvad er der med dette lys? Hvad har det med evangeliet og kristendommen at gøre?

Sollyset er en afgørende forudsætning for alt liv her på kloden. Vi kunne ikke leve i
mørke. Lyset varmer. Lyset har stor betydning for, at levende væsner kan orientere sig, og vi behøver lys for at kunne se. Og selvom vi har lært os selv at skabe lys, som vi betegnende kalder kunstigt lys, så forbliver vi helt afhængige af sollyset. Jo, som Gud fastslår i starten af skabelsesberetningen, er lyset godt. Det mærker vi netop her ved kyndelmisse, hvor lyset efter den mørke tid tager til og snart vil løse alt af vinterens dvale og bringe forår og sidenhen sommer.

Alt dette: at lyset er livgivende og varmende, og at det er betingelse for orientering og syn, indgår i evangeliets tale om lyset. Men evangeliet føjer et lag til. Således vil det have os til at se, men til på en måde at se mere end med de to øjne, vi har i hovedet. Det er der ikke noget mystifistisk i. Det drejer sig ikke om en eller anden overnaturlig sans, men om eksempelvis at se hver dag som en Guds gave og det andet menneske som vores næste. 

Men hvis det er så naturligt, behøver vi så evangeliet for at se på den måde? Måske ikke. Men spørgsmålet, vi må stille os selv, er, om vi faktisk uden videre gør det. Det anfægter salmen Du, som har tændt millioner af stjerner med talen om ”det mørke, som kommer fra os” (nr. 787).

En anden måde at sige det samme på, er, at det handler om at se virkeligheden – som vi erfarer blandt andet gennem synssansen og i kraft af sollyset og for den sags skyld også det kunstige lys – i et andet lys, et nyt lys. Dette lys bag ved lyset, som vil for-trænge vores mørke, er der mange steder i Det nye testamente, som taler om. I evangeliet til den gamle Mariæ renselsesdag hedder det, at Jesusbarnet er ”et lys
til åbenbaring” for mennesker (Luk 2,32), og med spillen på skabelsesberetningen kalder Johannesevangeliet Jesus for ”lyset”, der ”skinner i mørket” og ”oplyser ethvert menneske”, og det kalder ham for ”verdens lys” (Joh 1,9; 8,12). Her bliver sollyset til et billede på dette andet lys.
Det sker også i mange af vores salmer, for eksempel Grundtvigs Den signede dag med
fryd vi ser (nr. 402): 

Den signede stund, den midnatstid, vor Herre han lod sig føde,
da klared det op i østerlid til dejligste morgenrøde, da lyset oprandt, som Jordens bold skal lysne udi og gløde.

Peter Grove

Kategorier Peter Grove