Udgivet man d. 11. feb 2019, kl. 12:02

Mens jeg skriver den her tekst til kirkebladet, så er jeg stopmæt. Jeg har spist for meget i hele julen, for der har været julefrokoster og besøg hos familie og gode venner. Og vi spiser hver gang vi mødes, for det hører sig til. Særligt i julen. Måske er det ikke så underligt, for omkring et måltid mad, er der en særlig magi.

Vi har nok alle været til en fest, hvor vi ikke kendte så mange omkring bordet. Der
går ikke så længe inden at nogen forsøger at sætte en samtale i gang. ”Nå, men hvad
laver du så?” spørger én måske. ”Hvor kommer du fra?”, siger en anden. ”Hvor er
du på vej hen?”, spørger en tredje. At spise sammen uden at se, lytte eller interes-sere sig for hinanden virker næsten utænkeligt.

Når vi spiser sammen forbinder vi os med hinanden. Vi taler hen over bordet om
stort og småt. Om fortid og fremtid. Om drømme og om det, som er svært. Vi lytter
til hinanden og deler vores tid og oplevelser med hinanden.

På engelsk bruger man ordet ’companion’ om en ven eller en partner. En companion
er en man har en tæt relation til og en man følges med på sin vej. Ordet companion
kommer ikke oprindeligt fra engelsk, men fra latin. ’Com’ betyder ’med’ og ’panis’
betyder ’brød’ – så en companion er altså en, man deler brød med.

Når vi hører om måltider i Biblen, så handler det stort set aldrig om at spise, men
altid om det fællesskab, der opstår, når vi spiser med hinanden. Da Jesus samler en
skare på femtusinde mænd, og de sammen får fem brød og to fisk til at strække til
dem alle, så handler det hverken om fisk eller brød, men om hvor meget større livet
bliver, når man deler med hinanden. Eller da Jesus spiser sammen med forbrydere
og toldere, så hører vi ikke hvad der er på bordet, men at måltidet ændrer på, hvor-dan mennesker ser på hinanden, og at alle menneskers liv og fortælling er værd at
lytte på, uanset hvilken baggrund de har. 

Da Jesus spiser med sine disciple den sidste aften inden sin død, så siger han til dem, at han vil være hos dem, når de deler brødet og vinen med hinanden. Når de spiser sammen, vil han være med om bordet. Det er derfor vi fejrer nadver i kirken til gudstjenesten, men det er sådan set også derfor, vi drikker kaffe bagefter i våben-huset. Fordi han er tilstede, når vi vender os til hinanden og lytter til hinanden – og det gør vi måske allerbedst, når vi spiser sammen. Ikke bare i kirken, men hvor end vi mødes. Det er måltidets særlige magi.

Men til næste år vi jeg nu prøve og se, om den magi ikke godt kan opstå, selvom jeg
spiser lidt mindre portioner…

Morten Krogsgaard Holmriis

Kategorier Morten Krogsgaard Holmriis