Udgivet tir d. 28. aug 2018, kl. 15:47

Af Jane Jelsbak, Børne- og ungepræst

En hed sommerdag skulle ungerne og jeg til farmors 70-års fødselsdag i Aarhus, men da vi nåede hen til togbussen i Arden, havde chaufføren lukket døren og gjort klar til at køre.

”I kommer for sent” vrissede han, da vi bankede på døren. Jeg undskyldte mange gange, skyndte på børnene og viftede spørgende med rejsekortet. ”I skal tjekke ind
på togstationen, og det har vi ikke tid til at vente på” sukkede chaufføren opgivende.

Men vi skulle jo til farmors fødselsdag, og det var vigtigt. Så jeg tog kampen op,
bevæbnet med en rejseplan: ”Hvis du kører nu, kører du altså før tid”. Det hjalp. Jeg fik lov til at stemple ind på stationen og vendte rasende tilbage til bussen.
Der var varmt og bussens aircondition var ude af drift. Min yngste meldte sig køresyg inden Vebbestrup. Det ville blive en lang tur til Aarhus.


I Hobro kom en ung, blond pige med gylden, solbrun hud løbende hen til os, da
chaufføren havde startet motoren. Hun bankede på døren og blev lukket ind.
Også hun fik at vide, at hun kom for sent og skulle tjekke ind på stationen. Men denne gang tilføjede chaufføren muntert: ”Løb du bare hen på stationen og få stemplet ind, vi når jo nok det hele”.


”Nyd det nu, min pige, alting har sin tid”, tænkte jeg bittert, indtil jeg hørte en klukken fra min teenager, der var ved at flække af grin over den nye service.


Og da vi sad rundt om fødselsdagsbordet i solen på en terrasse kom jeg til at be-tragte min svigermor, fødselaren. Hun har ondt i både knæ og ryg, men hun smilte og så ud til at nyde dagen, solen, varmen og gæsterne.
Jeg kom til at tænke på, at hun var i fyrrerne, da jeg lærte hende at kende. Nu er jeg selv i fyrrerne. Mine knæ og ryg har det stadigvæk godt. Men det slog mig, hvor
rammende de gamle ord fra Prædikerens Bog er, når det kommer til menneskelivet her på jorden:


”Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under
himlen, er der et tidspunkt.”


Tid til det ene og tid til det andet. Alt er foranderligt og omskifteligt, og alt holder op. Intet af det, der har med mennesker at gøre, varer evigt. At være skabt er at være truet. Man fødes og dør. Hvis man er heldig når man at ældes. Intet kan blive ved med at være.


I Prædikernes Bog lyder det:
”En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.”


Vi kender heldigvis ikke vores fremtid. Vi kan synes, den ligger lang og lys foran os eller sort og ufremkommelig.
Men der er én ting, vi ved fra evangeliet, og det er: ”Ikke en spurv falder til jorden – uden at Gud er med den”.

Alt dette tænkte jeg på i bussen hjem, hvor en ung chauffør havde overtaget rattet. I stedet for at følge køreplanen uden stop til Aalborg, satte han et par trætte unger og deres mor af i Arden. Hver alder har sine fordele og sin charme.

Kategorier Jane Jelsbak