Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Med himlen i sin favn

Med himlen i sin favn


# Arden
Udgivet tirsdag d. 28. august 2018, kl. 15:28

Tanker ved Alle Helgen af sognepræst Finn Carpentier

Der er en egen stemning over billedet her, der stammer fra en sommeraften på kanten af Vadehavet ved Sønderjyllands Vestkyst.


Bente og jeg gæstede stedet et par hede sommerdage i juli måned, og én af aftnerne måtte vi naturligvis ud og se solnedgangen.
Det er en uhyre smuk oplevelse, og en oplevelse, hvor man som tilskuer virkelig føler, at naturen er uendelig stor, og at vi mennesker er uendelig små. 

Da vi stod der, gled mine tanker næsten automatisk til salmedigteren B. S. Ingemanns smukke og andagtsfulde ord fra én af de kendte aftenssalmer:


Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn.

Der var noget særligt kosmisk over situationen, og øjeblikket skulle gribes. Solen sank virkelig i Vesterhavet, og det gik hurtigt. Få minutter, og så var det hele over-stået.


”Der står et slot i Vesterled”, skriver Ingemann i én af sine andre smukke og kendte aftensalmer. Her udvikler han i et helt fantastisk billedsprog, hvordan det slot ser ud.

Jeg tænker, at Ingemann må have set det, vi så, for ellers ville han ikke kunne skrive:

Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde;
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket;
fra jord til himmel når dets port;
vor Herre selv det har bygget.


I værket ”Salmehåndbog” bd. 2 skriver Jørgen Kjærgaard, at med de ord ”har digt-eren bragt Himmerig, saligheden og kristenlivets endemål indenfor synsvidde”.


Her er ”det tabte Paradis genfundet”. - Ikke Edens Have, som GUD plantede ude mod øst og lukkede for det menneske, der er faldet i synd, men GUDs nye kongebolig.

Jørgen Kjærgaard skriver: ”Salmen er eet eneste poetisk udtryk for det, som i tros-bekendelsens nøgterne dogmatiske vendinger omtales som ’kødets opstandelse og det evige liv’. Her skuer den kristne Åbenbaringsbogens visdom om de saliges evige
stad, hvor den opstandne KRISTUS har plantet sin sejrsfane på toppen af konge-borgens øverste spir. ’Solenglen’ - den, kvinderne mødte ved den tomme grav påske-morgen - signalerer: kom denne vej. 

På vej ind i livets nat får den, der synger denne salme, både et glimt fra Paradisets morgen og evighedens forklarede, evigt oplyste kyst”.

Så vidt Jørgen Kjærgaard, der med sine ord rammer ned midt i det, Bente og jeg følte og tænkte, da vi stod der. Tavse. Andagtsfulde. Blot tilskuere til et af naturens undere. Men også på en egen måde tilskuere til eet af GUDs storværker. Det
guddommeligt smukke slot, hvor GUD selv bor.


Og så det forunderlige: Ingemann får til sidst i sin salme et strejf af evangeliets an-liggende med, at som solen slutter sin dag og forsvinder, når aftenen trænger sig på, sådan slutter menneskelivet sin dag og forsvinder, når livets aften nærmer sig og trænger sig på - men som solen ikke forsvinder for altid, forsvinder heller ikke mennesket for altid!


Ingemann skriver:


Lig solen farer livet hen,
går til forklaringskysten.
Med glans opdukker sol igen
fra Paradiset i østen

Det er romantiske toner, der lyder her med en egen ”naiv” højtidsstemning, men det er også toner, der peger udover det romantiske og hen på troens nærvær med GUD.
Det slutter ikke, livet, bare fordi det slutter, betyder ordene. Der er en fremtid hos og i GUD, også selvom vi ikke umiddelbart kan se den.

Ordene er Ingemanns forkyndelse af påskens evangelium. Hans måde at fortælle os på, at mørket og døden ikke får det sidste ord, og det er der håb i - også for os.

Vi er ikke bare ingenting. Vi hører GUD til i dag og hver dag - også den dag, hvor det ikke længere ligger hos os at tælle dagene.


Glædelig Alle Helgen.

Finn Carpentier
fung. sognepræst