Udgivet tor d. 21. jun 2018, kl. 13:03

af Pastor emeritus Paul Chr. Arnbak

Uenighed. Som glubske ulve kaster vi os over når folk er uenige. Det er spændende at skrive i avisen om – det er spændende at snakke i landsbyen om, når to tørner samme i en stærk konfrontation. Men går vi ind i kirken og gudstjenesten ser vi tingene fra en anden synsvinkel. Dels er kirkens vigtigste ord fred!
Og så er der ordet ”Trinitatis”, der beskriver en stærk enighed mellem tre kræfter. En vigtig enighed, men en upolitisk enighed. En enighed, der ikke kan stemmes om
eller ændres ved vedtægtsændringer. Det er en enighed som den, der er mellem planeter, der svæver i universet. De holder sammen i et givet forhold. I Trinitatis
drejer enigheden sig om Gud, Hans søn, Jesus og Helligånden.
Det ville være katastrofalt, hvis planeterne ikke beholdt deres baner, hvis jorden gled bort fra solen. Nøjagtig lige sådan ville det være skæbnesvangert, hvis Faderen, Sønnen og Helligånden forlod hinanden. De tre ord er sammenhængen mellem
alt der har betydning. Den skabte jord, vi går på, luften vi trækker vejret med, uden en ”enighed", ville det ikke høre sammen med, hvordan vi har det med hinanden, med vores sorger og glæder. Og hvis Ånden forsvandt, ånden, der binder alt sammen. Det ville være skæbnesvangert, men nu giver det mening at blive ved at arbejde
sig gennem livet, selvom det nogle gange synes helt uoverkommeligt.
Treenighed, trinitatis er ord for, at vi er føjet ind i skaberværket, i Guds mening med det hele – fra evighed til evighed. Man kan også sige at treenigheden drejer sig om, at der er sammenhæng mellem det største og det mindste, mellem hverdag og evig-hed, stor sammenhæng bag vores små ord. 

Tiden fra nu til Advent har det kirkelige
navn, ”Trinitatistiden”

Kategorier Paul Arnbak