Udgivet tor d. 12. apr 2018, kl. 14:40

Det er stadig februar mens jeg skriver disse ord til det nye kirkeblad I sidder med i

hånden.

Ja, kyndelmisse slår sin knude - overmåde hvas og hård. For en lille uge siden fejrede vi Kyndelmisse med en herlig spillmandsgudstjeneste i Storarden kirke med Rebild Spillemændene og der var varme, lys og dejlig musik som fik os alle til at smile og nynne med.

Men på græsplænen ligger der stadig sne og frosten bider i kinderne.
De gule erantis og de hvide vintergækker er så småt på vej op af jorden i denne her tid, hvor vi stadig længes efter forår.
Længes efter de smukke anemoner som digterpræsten Kaj Munk skrev om.

Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted der i fjor.

For anemonen kan som en forårsbebuder smelte mit hjertefrosne vinterkvarts. Og jeg glæder mig allerede til at gå tur med hundene i Rold skov, når skovbunden er dækket af hvide anemoner.
Kaj Munk skrev digtet om den blå anemone i 1943, året før han blev myrdet af tyskerne i Hørbylunde bakker.
Han selv var opvokset på Lolland, og dér havde han hentet anemonen og plantet den i det vestjyske sand i Vedersø, hvor han var præst. Her var både klima og jordbund anderledes barske, og han troede knap, at planten havde en chance:

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.

Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

Sådan er det også nogle gange at være menneske.
Vi kan også blive rykket op med rode for at blive plantet et nyt sted og slå rødder og leve et andet sted end der hvor man egentlig kommer fra eller hører hjemme.
Vi flytter til en anden by på grund af kærligheden eller arbejde eller noget helt tredje. Eller andre kan træffe valget for én.
Men det forunderlige er jo, at livet altid vil frem, så stærk er vores overlevelsesinstinkt at vi lærer at navigere i alt det nye og anderledes. Vi lærer nye vaner og lærer nye mennesker at kende og danner netværk og knytter bånd, dér hvor vi nu engang skal være.
Livet og kærligheden overlever.

Og for Kaj Munks lille anemone skete det også. Livet sejrede trods barske vilkår i denne fjendske zone og der er kun glæde tilbage.

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,

ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone.

Og for ham bliver blomsten vel et symbol på at livet er stærkere end døden. For midt i al kaos, modgang og ulykke så er der alligevel håb og taknemlighed at mærke.

Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,

en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

Ja, hvor er vores Skaber stor. Hvor er Gud stor. For det er Ham der sender englen Gabriel til den unge Maria og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Han skal leve i denne fjendske zone og smelte vore kolde og hårde hjerter.

Mit vinterfrosne hjertes kvarts.

I julen hører vi, at Guds søn blev menneske i Jesus Kristus og ”lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.”

I påsken lyder det samme glade budskab da alt synes at være død, mørke og kulde.

Englen siger til kvinderne ved graven:”Frygt ikke! Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.”

Jo, livet, kærligheden, lyset og håbet sejrer på trods for en lille blå anemone og for os.
Altid.

Rigtig glædelig påske og glædeligt forår.

Helle Rosendahl Andersen.

Kategorier Helle Rosendahl Andersen