Præsten skriver... | Kirkerne i Hadsund Provsti

Præsten skriver...

Præsten skriver...


# Kathrine Krogh
Udgivet mandag d. 26. marts 2018, kl. 15:05

På en cykeltur fra Arden til Rold i starten af februar glædes jeg ved de første spæde forårstegn. På sydsiden af en hæk var de første vintergækker skudt op gennem den mørke frosthårde jord. De stod nu ranke med hvide blomster og grønne blade og bebudede at foråret med lysere tider er på vej.

Og jeg kom til at tænke på et af de smukkeste skriftsteder i det Ny testamente. Det er fra Johannes Åbenbaring, der handler om de sidste tider og den nye tid, der skal komme.

Her forgår verden som vi kender den med jord og hav og et nyt Jerusalem kommer ned fra himlen, "som en brud, der er smykket for sin brudgom". Og dernæst siger ham, er sidder på tronen: Se, jeg gør alting nyt.

At alting gøres nyt, når den nye verden vi står i ramler og falder sammen, det er et stort løfte, der giver håb. Det er en livsmulighed, der bliver os skænket. At når vores liv syntes at være mørkt og goldt, som den knoldede frosne jord, så spirer livet alligevel frem af krogede veje, frem i lyset på ny.

Som en skrøbelig vintergæk med sine hvide dråber og grønne spir, der bebuder at de mørke tider vil få en ende og lysere tider er på vej.

Vintergækken er håbets blomst, da den bringer bud om lysere tider midt i den mørke og kolde vinter. Og en gammel legende fortæller også herom.

Efter syndefaldet, hvor Adam og Eva blev forvist fra Paradisets have, ventede en kold tid uden så meget som en blomst. Nu sad Eva og græd på den bare frosne jord.

En engel nærmede sig for at bringe trøst, men selv for en engel kan det være svært at finde de rigtige ord overfor et menneske i sorg og i stedet rakte englen hånden frem, fangede forsigtigt et snefnug, åndede på det og lod den lille dråbe falde til jorden og en vintergæk skød frem.