Udgivet man d. 26. mar 2018, kl. 14:16

Vandet samler sig i jorden syd for Rold skov. Små kilder fletter sig sammen, risler syd på gennem dale og skove, gennem Brøndbjerg, videre under broer, langs enge, ned mod fjorden, videre ud, langt ud.

Åen løber fra Villestrup gennem Astrup og Rostrup sogne. Den har løbet længe, lever på en måde et hemmeligt liv, i hvert tilfælde for os. Mine tanker er optaget af min familie, de opgaver, der ligger foran mig, måske en bekymring, en smerte, betyder den noget? Så lige med et flyttes min opmærksomhed.

USA´s præsident udtaler sig om andre lande med ord ingen havde tænkt man kunne bruge. Så hvirvler sport medrivende hen over skærmen, inden min hund sidder foran mig og ber om en gåtur.

Hele tiden, ude i natten, næste dag, hele tiden løber åens vand, videre, fordamper fra havet op i skyerne, falder senere som regn, nærer kilder, drikkevand. Planterne vokser.

Jeg tænker på kirken og fortællingen i kirken, som en livgivende strøm, måske lidt glemt i vores travlhed, men den er der hele tiden, på vej videre, men kommer igen, fylder vores kilder, på ny, på ny.

Jeg tænker på kirkens fortælling som åens vand, der strømmer mod mig, nyt hele tiden. Men fortællingen kan noget helt særligt. Den kan se mig, den forsvinder ikke under broen, videre, væk. Fortællingen, Den barmhjertige samaritan, bliver hos mig hele livet. Når den historie engang er hørt, bor den hos mig, er flyttet ind for altid. Og den står klar, den dag jeg har brug for hjælp.

Kategorier Paul Arnbak